Når et barn bliver fjernet fra sit hjem og anbragt uden for hjemmet, er det et af de allermest indgribende skridt, samfundet kan foretage. I det øjeblik anbringelsen træder i kraft, overtager staten, kommunen og systemet det fulde ansvar for barnets omsorg, udvikling og ikke mindst beskyttelse. Vi mener, at dette ansvar også må bære en absolut forpligtelse til at sikre barnets retssikkerhed, både under selve anbringelsen og mange år ud i fremtiden. Derfor rettede vi i juni måned en formel henvendelse til Justitsministeriet og Kulturministeriet for at gøre opmærksom på to alvorlige blinde vinkler i den nuværende lovgivning. Det drejer sig om forældelsesfrister i sager om overgreb mod anbragte børn samt de nuværende huller i arkivloven, der truer med at slette vigtige kapitler af anbragte børns livshistorie.

Når lovgivningen opererer med en forældelsesfrist i disse sager, risikerer vi som samfund at svigte disse mennesker endnu en gang. Fristen betyder i praksis, at beviser og vidneudsagn mister deres juridiske vægt, når der er gået en vis årrække, hvorved retfærdigheden reelt forældes. For et barn, der var i samfundets varetægt, da overgrebet fandt sted, er det en ubeskrivelig uretfærdighed. Fortidens svigt skal altid kunne bringes frem i lyset, uanset om der er gået fem, ti eller tredive år. Det handler om at placere ansvaret der, hvor det hører hjemme, og sikre en endelig oprejsning for dem, der har lidt overlast, mens de var under samfundets beskyttelse.

Vi vil gerne rette en stor tak til regeringen og de involverede ministerier for at tage vores henvendelse alvorligt. Det konstruktive svar viser, at vi kan nå utrolig langt gennem saglig dialog og politisk samarbejde. At vores pointer nu indgår i regeringens overvejelser sammen med Socialudvalget, er en vigtig sejr for retssikkerheden.

Men arbejdet slutter ikke her. Vores allervigtigste budskab er et klart løfte til alle de børn, unge og voksne, der lever med konsekvenserne af en anbringelse. Vi lover, at vi fortsætter vores arbejde ufortrødent. Vi følger sagen tæt og holder fast i dialogen med regeringen, indtil de nødvendige lovændringer er endeligt vedtaget og skrevet ind i dansk lov. Din livshistorie, din ret til retfærdighed og din tryghed er for vigtig til at blive glemt i et arkivskab eller bremset af en forældelsesfrist. Vi bliver ved, indtil loven beskytter jer alle fuldt ud.

Samvær. Sagsbehandler. Handleplan. Anbringelsessted. Tilsyn. Børnesamtale. Bisidder. Aktindsigt. Magtanvendelse. Udredning. Diagnose.

Og hvad gør jeg, hvis den voksne, jeg skal gå til, også er en del af det system, jeg er utilfreds med?

Børn er forskellige. Nogle spørger. Nogle råber op. Nogle har voksne omkring sig, der hjælper dem med at forstå. Andre bliver stille, tilpasser sig eller ved slet ikke, at det, de oplever, er noget, de har ret til at reagere på.

Et barns retssikkerhed må ikke afhænge af, hvor ressourcestærkt barnet er. Og kendskabet til egne rettigheder må ikke afhænge af, hvilket anbringelseshjem barnet bor på, eller hvilke voksne barnet tilfældigvis møder.

De Anbragtes Alliance er optaget af anbragte børn og unges retssikkerhed. Vi skal være mindst lige så optagede af forskellen mellem at have rettigheder og kende sine rettigheder.

Vi taler meget om inddragelse. Men reel inddragelse kræver, at barnet forstår, hvad der foregår, hvilke muligheder det har, og hvor det kan få hjælp.

Det kræver også, at vi tænker over, hvornår og hvordan den viden gives. Et barn, der netop er blevet anbragt, kan stå midt i sorg, vrede, lettelse, frygt eller kaos. Hvor meget information kan man rumme dér?

Derfor kan rettigheder ikke være noget, vi fortæller om én gang og derefter sætter flueben ved. De skal følge barnet gennem anbringelsen. De skal forklares igen, når barnet bliver ældre, når noget ændrer sig, og når barnet står i en situation, hvor det har brug for dem.

Anbragte børn og unge lærer tidligt mange store ord. Vi lærer et system at kende, som vi aldrig selv har bedt om at blive en del af.

Det må aldrig være barnets ansvar selv at finde ud af, hvilke rettigheder det har, og hvor systemets grænser går.

Der er cirka 30 år mellem pigen på billedet og mig i dag. Når jeg ser på hende, tænker jeg på, hvor mange år jeg selv troede, at det, jeg havde været udsat for, ikke var alvorligt nok. Ikke voldsomt nok. Ikke nok. Måske fordi der er så mange ord, der gør alvoren mindre.

Dårlig kultur.
Ulovlige magtanvendelser.
Uhensigtsmæssig praksis.
Svigt.
Det var en anden tid.

Hvad betyder vores ord for det barn, der står midt i det? For det barn, der skal vågne i det, spise i det og leve i det? Det, vi bagefter beskriver som “dårlig kultur”, er barnets virkelighed i måneder eller år.

Som næstforperson i De Anbragtes Alliance og talsperson for tidligere anbragte på Schuberts Minde har jeg både gennem min egen anbringelse og gennem andres fortællinger set og hørt, hvad der gemmer sig bag ordene “dårlig kultur”, “svigt” og “ulovlig magtanvendelse” og bag forklaringen om, at “det var en anden tid”.

Fortællinger om seksuelle krænkelser og dødstrusler. Om børn, der er blevet slået, sparket, skubbet ned ad trapper og kastet ind i vægge. Om børn, der er blevet spærret inde og isoleret fra andre eller frataget mad som straf. Om et brækket ben, en brækket hånd, blodsprængninger efter hårde fastholdelser og utallige blå mærker.

Om børn, der blev tvunget til at stå nøgne på gangen foran andre. Børn, der blev overvåget af personale, mens de stod nøgne under bruseren. Et barn, der havde et kosteskab som værelse. Ingen dør. En madras på gulvet blandt håndklæder og sengetøj. Det var det sted, han kaldte sit værelse.

En lille dreng blev dag efter dag råbt ad, skubbet til og presset af de voksne, der skulle passe på ham. De stoppede først, når han reagerede. Så blev han fastholdt og lagt ned med magt. Det gentog sig så mange gange, at han begyndte at bide fra sig. Personalet fremstillede en bideklods af træ, som de med magt pressede ind i munden på ham. Og bagefter fortsatte det.

Det er den virkelighed, vi mangler at italesætte, når vi taler om “dårlig kultur”, “ulovlige magtanvendelser”, “uhensigtsmæssig praksis” og “svigt”.

Et slag bliver til dårlig kultur. Et kvælertag bliver til en ulovlig magtanvendelse. Ydmygelse bliver til svigt.

OG ALVOREN FORSVINDER IGEN...

Men… en kultur slår ikke et barn, spærrer det inde, fratager det mad eller truer det. Det gør mennesker. Og med handlinger følger også et ansvar.

Jeg bliver på samme måde udfordret af begrebet “ulovlig magtanvendelse”. Hvornår er noget en ulovlig magtanvendelse, og hvornår er det vold? Hvornår er noget uhensigtsmæssig praksis, og hvornår er det en krænkelse?

Det er ikke ordkløveri. Ordene betyder noget. De betyder noget for vores forståelse af det, barnet er blevet udsat for, og de betyder noget for det barn, der senere skal forstå sin egen historie. Når vold bliver til “ulovlig magtanvendelse”, ydmygelser bliver til “uhensigtsmæssig praksis”, og ulovlige handlinger samles under “dårlig kultur”, gør vi ikke kun sproget mindre voldsomt. Vi gør også barnets oplevelse mindre.

De ord står skrevet på Københavns Byret.

Lovgivning handler ikke kun om paragraffer. Den sætter også grænser for, hvad vi som samfund accepterer, og placerer et ansvar, når de grænser bliver overskredet.

DET ANSVAR MÅ IKKE FORSVINDE I VORES SPROG.

Med lov skal land bygges.

MED LOV SKAL BØRN BESKYTTES.

De fleste kender historien om drengehjemmet Godhavn i grove træk. Vi har set tv-billederne af statsministeren, der giver en officiel undskyldning, og vi har læst de landsdækkende overskrifter om systemiske svigt. Men de officielle ceremonier efterlader et tomrum. For de mennesker, der bar konsekvenserne i deres egen opvækst, stopper historien ikke, bare fordi kameraerne slukkes, og de politiske taler er overstået.

Jan er i dag 76 år. Når han ser tilbage på sin barndom, ser han ikke blot et system, der fejlede på papiret – han mærker det i sin krop hver eneste dag.

Hør hele Jans beretning: Du kan lytte til episoden med Jan og finde resten af serien direkte på vores podcast-side: ALLIANCE PODCAST