NÅR VOLD NEGLIGERES

Der er cirka 30 år mellem pigen på billedet og mig i dag. Når jeg ser på hende, tænker jeg på, hvor mange år jeg selv troede, at det, jeg havde været udsat for, ikke var alvorligt nok. Ikke voldsomt nok. Ikke nok. Måske fordi der er så mange ord, der gør alvoren mindre.

Dårlig kultur.
Ulovlige magtanvendelser.
Uhensigtsmæssig praksis.
Svigt.
Det var en anden tid.

Hvad betyder vores ord for det barn, der står midt i det? For det barn, der skal vågne i det, spise i det og leve i det? Det, vi bagefter beskriver som “dårlig kultur”, er barnets virkelighed i måneder eller år.

Som næstforperson i De Anbragtes Alliance og talsperson for tidligere anbragte på Schuberts Minde har jeg både gennem min egen anbringelse og gennem andres fortællinger set og hørt, hvad der gemmer sig bag ordene “dårlig kultur”, “svigt” og “ulovlig magtanvendelse” og bag forklaringen om, at “det var en anden tid”.

Fortællinger om seksuelle krænkelser og dødstrusler. Om børn, der er blevet slået, sparket, skubbet ned ad trapper og kastet ind i vægge. Om børn, der er blevet spærret inde og isoleret fra andre eller frataget mad som straf. Om et brækket ben, en brækket hånd, blodsprængninger efter hårde fastholdelser og utallige blå mærker.

Om børn, der blev tvunget til at stå nøgne på gangen foran andre. Børn, der blev overvåget af personale, mens de stod nøgne under bruseren. Et barn, der havde et kosteskab som værelse. Ingen dør. En madras på gulvet blandt håndklæder og sengetøj. Det var det sted, han kaldte sit værelse.

En lille dreng blev dag efter dag råbt ad, skubbet til og presset af de voksne, der skulle passe på ham. De stoppede først, når han reagerede. Så blev han fastholdt og lagt ned med magt. Det gentog sig så mange gange, at han begyndte at bide fra sig. Personalet fremstillede en bideklods af træ, som de med magt pressede ind i munden på ham. Og bagefter fortsatte det.

Det er den virkelighed, vi mangler at italesætte, når vi taler om “dårlig kultur”, “ulovlige magtanvendelser”, “uhensigtsmæssig praksis” og “svigt”.

Et slag bliver til dårlig kultur. Et kvælertag bliver til en ulovlig magtanvendelse. Ydmygelse bliver til svigt.

OG ALVOREN FORSVINDER IGEN...

Men… en kultur slår ikke et barn, spærrer det inde, fratager det mad eller truer det. Det gør mennesker. Og med handlinger følger også et ansvar.

Jeg bliver på samme måde udfordret af begrebet “ulovlig magtanvendelse”. Hvornår er noget en ulovlig magtanvendelse, og hvornår er det vold? Hvornår er noget uhensigtsmæssig praksis, og hvornår er det en krænkelse?

Det er ikke ordkløveri. Ordene betyder noget. De betyder noget for vores forståelse af det, barnet er blevet udsat for, og de betyder noget for det barn, der senere skal forstå sin egen historie. Når vold bliver til “ulovlig magtanvendelse”, ydmygelser bliver til “uhensigtsmæssig praksis”, og ulovlige handlinger samles under “dårlig kultur”, gør vi ikke kun sproget mindre voldsomt. Vi gør også barnets oplevelse mindre.

De ord står skrevet på Københavns Byret.

Lovgivning handler ikke kun om paragraffer. Den sætter også grænser for, hvad vi som samfund accepterer, og placerer et ansvar, når de grænser bliver overskredet.

DET ANSVAR MÅ IKKE FORSVINDE I VORES SPROG.

Med lov skal land bygges.

MED LOV SKAL BØRN BESKYTTES.