Svigtet starter på Christiansborg: Når viden om anbragte børn ikke får konsekvenser
En høring, der burde have udløst handling
Efter mødet: Bjørn Christiansen i dialog med ministre om forældelsesfrister og retssikkerhed for anbragte børn og unge.
Høring i Socialudvalget
03.09.2025 kl. 09:30 sad Folketingets Socialudvalg med et oplysningsgrundlag, som burde have udløst øjeblikkelig politisk handling. Høringen handlede om forældelsesfrister på anbringelsesområdet – et område, hvor konsekvenserne ikke er teoretiske, men konkrete: børn og unge, der bliver udsat for svigt, placeret forkert og efterladt med et ansvar, de aldrig burde bære.
Der deltog en række førende personer inden for anbringelsesområdet – både professionelle og aktivister. Blandt dem var Bjørn Christiansen, formand for De Anbragtes Alliance.
Der deltog en række førende personer inden for anbringelsesområdet – både professionelle og aktivister. Blandt dem var Bjørn Christiansen, formand for De Anbragtes Alliance.
Ministerne var til stede – og burde have grebet ind
Det afgørende er, at det ikke kun var “systemet”, der lyttede. Justitsminister Peter Hummelgaard deltog, og det samme gjorde social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen. Når ministre hører, at børn og unge mishandles i det system, der er sat i værk for at beskytte dem mod mistrivsel i deres eget netværk, burde de have rejst himmel og hav for at gribe ind.
Det her var ikke en situation, hvor man kunne sige “Det vidste vi ikke”. De var til stede. De hørte det. De fik det dokumenteret og forklaret.
Det her var ikke en situation, hvor man kunne sige “Det vidste vi ikke”. De var til stede. De hørte det. De fik det dokumenteret og forklaret.
Bjørn Christiansens fortælling – og den ubehagelige pointe
Bjørn berettede om de svigt og den mishandling, som hans egen far måtte gennemgå som anbragt. Det var ikke en fortælling for at skabe medlidenhed. Det var en fortælling, der pegede på noget langt mere ubehageligt: at de samme retslige problemstillinger stadig findes i dag, når vi anbringer børn og unge under skrøbelige, usikre og potentielt farlige forhold.
Når Christiansborg får den slags vidnesbyrd – og der stadig ikke sker noget – så er det ikke længere “systemfejl”. Så er det politisk passivitet. Og passivitet på et område som dette er ikke neutral. Den er aktivt med til at opretholde de vilkår, der gør det muligt, at børn bliver skadet i anbringelser, og at de senere møder en lukket dør, når de forsøger at få retfærdighed.
Når Christiansborg får den slags vidnesbyrd – og der stadig ikke sker noget – så er det ikke længere “systemfejl”. Så er det politisk passivitet. Og passivitet på et område som dette er ikke neutral. Den er aktivt med til at opretholde de vilkår, der gør det muligt, at børn bliver skadet i anbringelser, og at de senere møder en lukket dør, når de forsøger at få retfærdighed.
Et tungt program og et massivt oplysningsgrundlag
Høringen var ikke et tomt møde. Programmet var tungt, seriøst og fuldt af faglighed.
Socialudvalgets formand Nanna W. Gotfredsen (M) bød velkommen. Museumsleder Sara Smed fra Danmarks Forsorgsmuseum bidrog med den historiske undersøgelse “Vi glemmer jer ikke”. Bjørn Christiansen og Kurt Christiansen delte personlige fortællinger og oplæsning fra “En redningskrans af bly”. Der var oplæg fra De Anbragtes Vilkår og Børns Vilkår om retssikkerhed, rettigheder og behov. Der var perspektiver fra professor Caroline Adolphsen, fra Institut for Menneskerettigheder, og en drøftelse af forældelsesfrister med juridiske kapaciteter som Emil Kiørboe, Jonas Christoffersen og Mads Pramming. Der var en politisk del med justitsministeren. Du kan se det hele i videoen under teksten.
Det er vigtigt at sige det klart: Det her var ikke en situation, hvor politikerne “ikke vidste”. De vidste. De blev informeret. De fik både historien, juraen, menneskerettighederne, fagligheden og de personlige konsekvenser serveret på samme formiddag.
Socialudvalgets formand Nanna W. Gotfredsen (M) bød velkommen. Museumsleder Sara Smed fra Danmarks Forsorgsmuseum bidrog med den historiske undersøgelse “Vi glemmer jer ikke”. Bjørn Christiansen og Kurt Christiansen delte personlige fortællinger og oplæsning fra “En redningskrans af bly”. Der var oplæg fra De Anbragtes Vilkår og Børns Vilkår om retssikkerhed, rettigheder og behov. Der var perspektiver fra professor Caroline Adolphsen, fra Institut for Menneskerettigheder, og en drøftelse af forældelsesfrister med juridiske kapaciteter som Emil Kiørboe, Jonas Christoffersen og Mads Pramming. Der var en politisk del med justitsministeren. Du kan se det hele i videoen under teksten.
Det er vigtigt at sige det klart: Det her var ikke en situation, hvor politikerne “ikke vidste”. De vidste. De blev informeret. De fik både historien, juraen, menneskerettighederne, fagligheden og de personlige konsekvenser serveret på samme formiddag.
Rigsrevisionen: 69 % fejl i anbringelser – og stadig ingen konsekvenser
I marts 2026 udsendte Rigsrevisionen en beretning om anbringelsesområdet, hvor der blev fundet 69 % fejl! Det tal burde alene være nok til at udløse en politisk alarmtilstand. For når fejlprocenten er så massiv, er det ikke små skønhedsfejl. Det er et udtryk for, at børn og unge bliver håndteret på en måde, der er uforsvarlig, og som kan få livslange konsekvenser.
Og så kommer det afgørende spørgsmål, som ingen på Christiansborg kan løbe fra: Hvorfor er der ikke sket nogen politisk indgriben siden høringen i 2025?
Når ministre deltager ved en høring om forældelsesfrister på anbringelsesområdet, må de betragtes som fuldt oplyste. Når der efterfølgende kommer beretning fra Rigsrevisionen, der dokumenterer en fejlprocent på 69 %, er der ikke længere nogen undskyldning. Der er ikke længere nogen “vi skal lige undersøge det”. Der er ikke længere nogen “vi afventer”. Der er kun én ting tilbage: ansvar.
Og så kommer det afgørende spørgsmål, som ingen på Christiansborg kan løbe fra: Hvorfor er der ikke sket nogen politisk indgriben siden høringen i 2025?
Når ministre deltager ved en høring om forældelsesfrister på anbringelsesområdet, må de betragtes som fuldt oplyste. Når der efterfølgende kommer beretning fra Rigsrevisionen, der dokumenterer en fejlprocent på 69 %, er der ikke længere nogen undskyldning. Der er ikke længere nogen “vi skal lige undersøge det”. Der er ikke længere nogen “vi afventer”. Der er kun én ting tilbage: ansvar.
Forældelsesfristen beskytter systemet – ikke barnet
Forældelsesfrister på anbringelsesområdet er ikke en teknisk detalje. De er en politisk beslutning om, hvem der skal bære byrden, når systemet svigter. I praksis betyder forældelsesfristen, at et barn kan blive fejlplaceret, udsat for svigt eller vold – og så forventes barnet at kunne gennemskue det, finde nogen der lytter, og føre en sag, før fristen udløber.
Som Bjørn Christiansen formulerede det ved høringen: “Bliver et barn på 8 fejlplaceret, fx på en psykiatrisk afdeling, skal barnet selv opdage svigtet, finde nogen, der lytter, og sagsøge staten – alt sammen inden barnet fylder 13 år. Det er absurd, når vi samtidig ved, at barnets hjerne først er færdigudviklet omkring 25-års alderen. Derfor er det nødvendigt at fjerne forældelsesfristen for anbragte børn. Prisen betales af barnet – det er hverken retfærdigt eller ansvarligt.”
Som Victoria Velásquez, medlem af Socialudvalget (EL), sagde: “Prøv at forestille dig at være barn og blive svigtet af systemet – og når du endelig tør råbe op, får du bare at vide: ‘Det er for sent’. Det er virkeligheden for anbragte børn i dag. Forældelsesfristen betyder, at alt for mange møder en lukket dør i retssystemet. Det er uholdbart. Vi skal tage et opgør med regler, der beskytter systemet frem for børnene.”
Som Bjørn Christiansen formulerede det ved høringen: “Bliver et barn på 8 fejlplaceret, fx på en psykiatrisk afdeling, skal barnet selv opdage svigtet, finde nogen, der lytter, og sagsøge staten – alt sammen inden barnet fylder 13 år. Det er absurd, når vi samtidig ved, at barnets hjerne først er færdigudviklet omkring 25-års alderen. Derfor er det nødvendigt at fjerne forældelsesfristen for anbragte børn. Prisen betales af barnet – det er hverken retfærdigt eller ansvarligt.”
Som Victoria Velásquez, medlem af Socialudvalget (EL), sagde: “Prøv at forestille dig at være barn og blive svigtet af systemet – og når du endelig tør råbe op, får du bare at vide: ‘Det er for sent’. Det er virkeligheden for anbragte børn i dag. Forældelsesfristen betyder, at alt for mange møder en lukket dør i retssystemet. Det er uholdbart. Vi skal tage et opgør med regler, der beskytter systemet frem for børnene.”
Kravet er enkelt: Fjern forældelsesfristen og ændr bevisbyrden
Når børn og unge udsættes for vold og svigt, fejl i journaler og andre katastrofale forhold, så er det akut. Så kan det ikke vente. Så må det ikke vente.
Derfor er kravet enkelt og nødvendigt: Forældelsesfristen skal fjernes, og bevisbyrden skal ændres.
Hvis Christiansborg mener noget som helst med retssikkerhed for anbragte børn og unge, så skal lovgivningen afspejle det. Ikke i ord, ikke i hensigtserklæringer, ikke i endnu en høring, men i konkret handling. For lige nu er virkeligheden, at børn og unge står alene med konsekvenserne, mens de ansvarlige kan fortsætte uden konsekvenser.
Det er ikke bare uretfærdigt. Det er et politisk svigt.
Derfor er kravet enkelt og nødvendigt: Forældelsesfristen skal fjernes, og bevisbyrden skal ændres.
Hvis Christiansborg mener noget som helst med retssikkerhed for anbragte børn og unge, så skal lovgivningen afspejle det. Ikke i ord, ikke i hensigtserklæringer, ikke i endnu en høring, men i konkret handling. For lige nu er virkeligheden, at børn og unge står alene med konsekvenserne, mens de ansvarlige kan fortsætte uden konsekvenser.
Det er ikke bare uretfærdigt. Det er et politisk svigt.
Faktagrundlag og afgrænsning
Disclaimer: Dette indlæg er et politisk og værdibaseret debatindlæg. Kritikken retter sig mod regeringens og ministrenes politiske ansvar og den manglende lovgivningsmæssige handling på anbringelsesområdet. Indlægget bygger på offentligt tilgængelige oplysninger, herunder høringen i Folketingets Socialudvalg den 03.09.2025 samt Rigsrevisionens beretning fra marts 2026. Der fremsættes ikke beskyldninger mod navngivne personer om ulovlige handlinger, men en kritik af prioriteringer og konsekvenserne for anbragte børn og unge.
Udtalelse fra De Anbragtes Alliances Formand Bjørn Christiansen
Forældelsesfristen for anbragte børn og unge er endnu ikke fjernet – og det er netop den, vi arbejder for at få afskaffet. Vi har allerede haft en høring, hvor der blev afholdt møde om sagen, og her var der bred enighed om, at forældelsesfristen bør fjernes. Efterfølgende blev beslutningsforslag nr. 56 fremsat, og ved førstebehandlingen var der enstemmig opbakning til forslaget. Nu afventer vi andenbehandlingen.
Der mangler dog stadig en beretningstekst fra regeringen og Socialudvalget, og det er netop den, vi venter på i øjeblikket. Derfor afholder vi Demonstration den 5. september under navnet “Fra løfte til lov” – for at sikre, at forældelsesfristen for anbragte børn og unge faktisk bliver fjernet, som lovet.
Samtidig handler sagen også om arkivloven, særligt i de tilfælde, hvor børn er blevet anbragt på selvejende og private institutioner. Her ønsker vi en ændring, så disse institutioner får pligt til at aflevere materiale til Rigsarkivet, på linje med offentlige institutioner.
Vi ønsker desuden, at arkivloven udvides, så den også omfatter tegninger, billeder og notater. Hvis det er muligt, bør ændringerne gælde både offentlige, selvejende og private institutioner, så der sikres ensartethed og gennemsigtighed – og så tidligere anbragte reelt får mulighed for både at finde deres historie og føre deres sag.
Der mangler dog stadig en beretningstekst fra regeringen og Socialudvalget, og det er netop den, vi venter på i øjeblikket. Derfor afholder vi Demonstration den 5. september under navnet “Fra løfte til lov” – for at sikre, at forældelsesfristen for anbragte børn og unge faktisk bliver fjernet, som lovet.
Samtidig handler sagen også om arkivloven, særligt i de tilfælde, hvor børn er blevet anbragt på selvejende og private institutioner. Her ønsker vi en ændring, så disse institutioner får pligt til at aflevere materiale til Rigsarkivet, på linje med offentlige institutioner.
Vi ønsker desuden, at arkivloven udvides, så den også omfatter tegninger, billeder og notater. Hvis det er muligt, bør ændringerne gælde både offentlige, selvejende og private institutioner, så der sikres ensartethed og gennemsigtighed – og så tidligere anbragte reelt får mulighed for både at finde deres historie og føre deres sag.