Et afgørende skridt for retssikkerheden: Positivt svar fra regeringen om arkivlov og forældelsesfrist

Vi arbejder for, at anbragte børns livshistorie og juridiske rettigheder aldrig forsvinder i systemet. Vi har netop modtaget et meget konstruktivt svar fra Nicolai Wammen på vegne af regeringen, som viser en klar vilje til forandring.
Omsorg anbragt barn

Når et barn bliver fjernet fra sit hjem og anbragt uden for hjemmet, er det et af de allermest indgribende skridt, samfundet kan foretage. I det øjeblik anbringelsen træder i kraft, overtager staten, kommunen og systemet det fulde ansvar for barnets omsorg, udvikling og ikke mindst beskyttelse. Vi mener, at dette ansvar også må bære en absolut forpligtelse til at sikre barnets retssikkerhed, både under selve anbringelsen og mange år ud i fremtiden. Derfor rettede vi i juni måned en formel henvendelse til Justitsministeriet og Kulturministeriet for at gøre opmærksom på to alvorlige blinde vinkler i den nuværende lovgivning. Det drejer sig om forældelsesfrister i sager om overgreb mod anbragte børn samt de nuværende huller i arkivloven, der truer med at slette vigtige kapitler af anbragte børns livshistorie.

Opgøret med forældelsesfrister i sager om svigt og overgreb

Den første store problemstilling, vi har rejst over for regeringen, handler om forældelsesfristerne. I forbindelse med beslutningsforslag B 56 har vi opfordret kraftigt til, at forældelsesfristerne ophæves fuldstændigt i sager, der omhandler overgreb mod børn under en anbringelse. Virkeligheden for mange voksne, der har været udsat for svigt eller overgreb i deres barndom, er, at traumet er utroligt komplekst at bearbejde. Det kræver ofte mange års tilløb, enorm personlig styrke og modenhed overhovedet at kunne sætte ord på de ting, der er sket, og endnu længere tid at finde ressourcerne til at rejse en egentlig sag.

Når lovgivningen opererer med en forældelsesfrist i disse sager, risikerer vi som samfund at svigte disse mennesker endnu en gang. Fristen betyder i praksis, at beviser og vidneudsagn mister deres juridiske vægt, når der er gået en vis årrække, hvorved retfærdigheden reelt forældes. For et barn, der var i samfundets varetægt, da overgrebet fandt sted, er det en ubeskrivelig uretfærdighed. Fortidens svigt skal altid kunne bringes frem i lyset, uanset om der er gået fem, ti eller tredive år. Det handler om at placere ansvaret der, hvor det hører hjemme, og sikre en endelig oprejsning for dem, der har lidt overlast, mens de var under samfundets beskyttelse.

Det sorte hul i arkivloven skaber ulighed for anbragte børn

Den anden helt centrale problemstilling vedrører den måde, vi opbevarer og sikrer anbragte børns historie på. Her spiller arkivloven en afgørende rolle. Som lovgivningen er skruet sammen i dag, er der en markant og meget bekymrende forskel på, om et barn er anbragt på en offentlig institution eller et privat opholdssted. Den offentlige forvaltning har en streng pligt til at aflevere alle sagsakter, pædagogiske notater og journaler til Rigsarkivet efter endt brug. Dette sikrer, at materialet bevares for eftertiden, og at borgeren senere i livet altid kan få aktindsigt og finde svar på sin egen fortid.

Anderledes ser det desværre ud for de private og selvejende institutioner. Selvom Kulturministeriet korrekt oplyser, at materiale udarbejdet på et privat bosted, der indgår i kommunens sagsbehandling, vil overgå til offentligt arkivmateriale, er det langt fra hele sandheden ude i virkeligheden. Rigtig mange hverdagsnotater, interne dagbøger og pædagogiske vurderinger, som beskriver barnets daglige liv, bliver på selve institutionen. Hvis det private bosted en dag går konkurs, lukker eller skifter ejer, er der en overhængende fare for, at disse dokumenter bliver destrueret, smidt ud eller forsvinder sporløst.

Vi kan og vil ikke acceptere, at et barns retssikkerhed og adgang til sin egen livshistorie skal afhænge af anbringelsesstedets CVR-nummer. Det er barnets identitet og fundament, der ligger gemt i disse papirer. Derfor arbejder vi målrettet for en ændring af loven, så private og selvejende tilbud pålægges præcis samme afleveringspligt til Rigsarkivet som de offentlige institutioner. Det er den eneste måde, vi kan sikre fuld gennemsigtighed og tryghed for hele anbringelsesområdet.

Et yderst positivt og konstruktivt svar fra regeringen

På baggrund af vores henvendelse har vi nu modtaget et officielt svar fra Nicolai Wammen, som har svaret på vegne af både Justitsministeriet og Kulturministeriet. Det er et svar, vi læser med stor optimisme, da det vidner om en regering, der lytter, forstår alvoren og er villig til at handle.

I brevet slår regeringen fast, at vi som samfund har en helt særlig forpligtelse til at sikre, at alle børn vokser op i et trygt miljø uden vold og overgreb. Det er afgørende for regeringen at fastholde et vedvarende fokus på, hvordan vi sikrer, at alle børn får den trygge barndom, de har krav på. Dette menneskesyn deler vi fuldt ud, og vi glæder os over, at vi har et fælles værdigrundlag at arbejde videre ud fra.

Endnu vigtigere er de konkrete skridt, der nu bliver taget. Regeringen oplyser i brevet, at de er i direkte dialog med Folketingets Socialudvalg for at følge op på beslutningsforslag B 56 om forældelsesfristerne. Som en direkte udløber af denne opfølgning understreger Nicolai Wammen, at det vil være naturligt at se nærmere på spørgsmålet om bevaring og sikring af dokumentationsmateriale i sager om anbringelser på private tilbud. Vores konkrete bekymringer og løsningsforslag bliver med andre ord taget med ind i det politiske maskinrum, hvor de fremtidige regler skal formes.

Læs det fulde svar fra regeringen herunder:

Svar fra justitsministeren

Vores løfte til fortidens, nutidens og fremtidens anbragte

Vi vil gerne rette en stor tak til regeringen og de involverede ministerier for at tage vores henvendelse alvorligt. Det konstruktive svar viser, at vi kan nå utrolig langt gennem saglig dialog og politisk samarbejde. At vores pointer nu indgår i regeringens overvejelser sammen med Socialudvalget, er en vigtig sejr for retssikkerheden.

Men arbejdet slutter ikke her. Vores allervigtigste budskab er et klart løfte til alle de børn, unge og voksne, der lever med konsekvenserne af en anbringelse. Vi lover, at vi fortsætter vores arbejde ufortrødent. Vi følger sagen tæt og holder fast i dialogen med regeringen, indtil de nødvendige lovændringer er endeligt vedtaget og skrevet ind i dansk lov. Din livshistorie, din ret til retfærdighed og din tryghed er for vigtig til at blive glemt i et arkivskab eller bremset af en forældelsesfrist. Vi bliver ved, indtil loven beskytter jer alle fuldt ud.

Den belastede og traumatiserede hjerne – hvad det gør ved dannelse, læring og selvrealisering Når…

Skolefravær blandt anbragte børn og unge (skolevægring og traumer) Et spejl af systemiske udfordringer #SkolensTabteBørn…

Traumesensitiv tilgang ved skolevægring, traumer og anbringelse En måde at forstå børn og unges reaktion,…

Tip en 13’er” og “Her kan du se svarene” (Folkemødet 2026)

Tip en 13er – Her kan du se svarene På folkemødet 2026 var en af…