Samvær. Sagsbehandler. Handleplan. Anbringelsessted. Tilsyn. Børnesamtale. Bisidder. Aktindsigt. Magtanvendelse. Udredning. Diagnose.

Og hvad gør jeg, hvis den voksne, jeg skal gå til, også er en del af det system, jeg er utilfreds med?

Børn er forskellige. Nogle spørger. Nogle råber op. Nogle har voksne omkring sig, der hjælper dem med at forstå. Andre bliver stille, tilpasser sig eller ved slet ikke, at det, de oplever, er noget, de har ret til at reagere på.

Et barns retssikkerhed må ikke afhænge af, hvor ressourcestærkt barnet er. Og kendskabet til egne rettigheder må ikke afhænge af, hvilket anbringelseshjem barnet bor på, eller hvilke voksne barnet tilfældigvis møder.

De Anbragtes Alliance er optaget af anbragte børn og unges retssikkerhed. Vi skal være mindst lige så optagede af forskellen mellem at have rettigheder og kende sine rettigheder.

Vi taler meget om inddragelse. Men reel inddragelse kræver, at barnet forstår, hvad der foregår, hvilke muligheder det har, og hvor det kan få hjælp.

Det kræver også, at vi tænker over, hvornår og hvordan den viden gives. Et barn, der netop er blevet anbragt, kan stå midt i sorg, vrede, lettelse, frygt eller kaos. Hvor meget information kan man rumme dér?

Derfor kan rettigheder ikke være noget, vi fortæller om én gang og derefter sætter flueben ved. De skal følge barnet gennem anbringelsen. De skal forklares igen, når barnet bliver ældre, når noget ændrer sig, og når barnet står i en situation, hvor det har brug for dem.

Anbragte børn og unge lærer tidligt mange store ord. Vi lærer et system at kende, som vi aldrig selv har bedt om at blive en del af.

Det må aldrig være barnets ansvar selv at finde ud af, hvilke rettigheder det har, og hvor systemets grænser går.

Der er cirka 30 år mellem pigen på billedet og mig i dag. Når jeg ser på hende, tænker jeg på, hvor mange år jeg selv troede, at det, jeg havde været udsat for, ikke var alvorligt nok. Ikke voldsomt nok. Ikke nok. Måske fordi der er så mange ord, der gør alvoren mindre.

Dårlig kultur.
Ulovlige magtanvendelser.
Uhensigtsmæssig praksis.
Svigt.
Det var en anden tid.

Hvad betyder vores ord for det barn, der står midt i det? For det barn, der skal vågne i det, spise i det og leve i det? Det, vi bagefter beskriver som “dårlig kultur”, er barnets virkelighed i måneder eller år.

Som næstforperson i De Anbragtes Alliance og talsperson for tidligere anbragte på Schuberts Minde har jeg både gennem min egen anbringelse og gennem andres fortællinger set og hørt, hvad der gemmer sig bag ordene “dårlig kultur”, “svigt” og “ulovlig magtanvendelse” og bag forklaringen om, at “det var en anden tid”.

Fortællinger om seksuelle krænkelser og dødstrusler. Om børn, der er blevet slået, sparket, skubbet ned ad trapper og kastet ind i vægge. Om børn, der er blevet spærret inde og isoleret fra andre eller frataget mad som straf. Om et brækket ben, en brækket hånd, blodsprængninger efter hårde fastholdelser og utallige blå mærker.

Om børn, der blev tvunget til at stå nøgne på gangen foran andre. Børn, der blev overvåget af personale, mens de stod nøgne under bruseren. Et barn, der havde et kosteskab som værelse. Ingen dør. En madras på gulvet blandt håndklæder og sengetøj. Det var det sted, han kaldte sit værelse.

En lille dreng blev dag efter dag råbt ad, skubbet til og presset af de voksne, der skulle passe på ham. De stoppede først, når han reagerede. Så blev han fastholdt og lagt ned med magt. Det gentog sig så mange gange, at han begyndte at bide fra sig. Personalet fremstillede en bideklods af træ, som de med magt pressede ind i munden på ham. Og bagefter fortsatte det.

Det er den virkelighed, vi mangler at italesætte, når vi taler om “dårlig kultur”, “ulovlige magtanvendelser”, “uhensigtsmæssig praksis” og “svigt”.

Et slag bliver til dårlig kultur. Et kvælertag bliver til en ulovlig magtanvendelse. Ydmygelse bliver til svigt.

OG ALVOREN FORSVINDER IGEN...

Men… en kultur slår ikke et barn, spærrer det inde, fratager det mad eller truer det. Det gør mennesker. Og med handlinger følger også et ansvar.

Jeg bliver på samme måde udfordret af begrebet “ulovlig magtanvendelse”. Hvornår er noget en ulovlig magtanvendelse, og hvornår er det vold? Hvornår er noget uhensigtsmæssig praksis, og hvornår er det en krænkelse?

Det er ikke ordkløveri. Ordene betyder noget. De betyder noget for vores forståelse af det, barnet er blevet udsat for, og de betyder noget for det barn, der senere skal forstå sin egen historie. Når vold bliver til “ulovlig magtanvendelse”, ydmygelser bliver til “uhensigtsmæssig praksis”, og ulovlige handlinger samles under “dårlig kultur”, gør vi ikke kun sproget mindre voldsomt. Vi gør også barnets oplevelse mindre.

De ord står skrevet på Københavns Byret.

Lovgivning handler ikke kun om paragraffer. Den sætter også grænser for, hvad vi som samfund accepterer, og placerer et ansvar, når de grænser bliver overskredet.

DET ANSVAR MÅ IKKE FORSVINDE I VORES SPROG.

Med lov skal land bygges.

MED LOV SKAL BØRN BESKYTTES.