Mette Frederiksens undskyldning: langt fra nok
Kan man bruge en undskyldning til noget?
På billedet: Statsminister Mette Frederiksen giver en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene. Her ses Kurt (Bjørn Christiansens far) sammen med Mette Frederiksen ved undskyldningen den 13. august 2019.
Undskyld: Vigtigt – men langt fra nok
Da statsminister Mette Frederiksen den 13. august 2019 gav en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene og andre tidligere børnehjemsbørn. Det var at historisk øjeblik. For mange var det første gang, deres oplevelser blev anerkendt. Svigt og overgreb i statens varetægt blev nævnt på højeste politiske niveau.
Men en undskyldning kan ikke stå alene. Den kan ikke være et punktum, hvis mennesker stadig står tilbage uden reel retfærdighed – og hvis systemet, der muliggjorde svigtet, ikke bliver ryddet op.
Men en undskyldning kan ikke stå alene. Den kan ikke være et punktum, hvis mennesker stadig står tilbage uden reel retfærdighed – og hvis systemet, der muliggjorde svigtet, ikke bliver ryddet op.
Når en sag føles “brugt” – og de berørte står tilbage
Det er svært ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af, at Godhavnsdrengenes sag i praksis også blev brugt som en kommunikationsmæssig milepæl: Et stærkt øjeblik, stærke billeder, stærke ord.
Men hvis den efterfølgende håndtering ender med små og langsommelige løsninger, der ikke matcher et livslangt tab, så bliver undskyldningen – uanset intention – oplevet som symbolsk. Og for de berørte kan det føles som endnu et svigt.
Men hvis den efterfølgende håndtering ender med små og langsommelige løsninger, der ikke matcher et livslangt tab, så bliver undskyldningen – uanset intention – oplevet som symbolsk. Og for de berørte kan det føles som endnu et svigt.
Det mest oprigtige havde været en systemisk oprydning
Det mest oprigtige ville have været, hvis de involverede politikere samtidig havde sagt:
Vi kan se, at der er noget grundlæggende galt med den retslige og administrative håndtering af den type sager.
Ingen skal syltes.
Ingen skal gå tiggergang for at blive set og hørt.
Staten skal ikke kunne nøjes med ord, hvis praksis stadig svigter.
For det er netop dét, mange oplever: at man skal kæmpe sig gennem systemer, dokumentation, afslag og ventetid – og at man igen og igen skal bevise, at ens historie er “alvorlig nok”.
Se en af Godhavnsdrengene i interview på DR. Han fortæller bl.a., at når man – hver dag, fra man er helt lille – får banket ind i hovedet, at man ikke er noget, så begynder man selv at tro på det.
Vi kan se, at der er noget grundlæggende galt med den retslige og administrative håndtering af den type sager.
Ingen skal syltes.
Ingen skal gå tiggergang for at blive set og hørt.
Staten skal ikke kunne nøjes med ord, hvis praksis stadig svigter.
For det er netop dét, mange oplever: at man skal kæmpe sig gennem systemer, dokumentation, afslag og ventetid – og at man igen og igen skal bevise, at ens historie er “alvorlig nok”.
Se en af Godhavnsdrengene i interview på DR. Han fortæller bl.a., at når man – hver dag, fra man er helt lille – får banket ind i hovedet, at man ikke er noget, så begynder man selv at tro på det.
Anbringelsesområdet handler om børn – og det skærper ansvaret
“Anbringelsesområdet er særligt, fordi det handler om mindreårige. Børn og unge bør være en beskyttet gruppe. Når staten griber ind i et børn og unges liv, følger der et skærpet ansvar med. Retssikkerhed, inddragelse og barnets bedste skal være styrende. Ikke bare i ord, men i praksis.”
I dag er det bl.a. samlet i Barnets lov, som netop skal styrke barnets rettigheder og retssikkerhed.
I dag er det bl.a. samlet i Barnets lov, som netop skal styrke barnets rettigheder og retssikkerhed.
Vi følger udviklingen – anbringelsesområdet er langtfra sikkert for anbragte børn og unge
Bjørn Christiansen er formand for De Anbragtes Alliance. Han har fulgt udviklingen tæt. Det er også personligt, fordi hans far er en af de tidligere Godhavnsdrenge. Se vores Mærkesager.
De Anbragtes Alliance arbejder fortsat for, at anbragte børn og unge bliver hørt, og at retssikkerhed og trivsel sikres – både nu og i fremtiden. Undskyldninger må ikke blive slutningen. De skal være starten på reelle ændringer.
De Anbragtes Alliance arbejder fortsat for, at anbragte børn og unge bliver hørt, og at retssikkerhed og trivsel sikres – både nu og i fremtiden. Undskyldninger må ikke blive slutningen. De skal være starten på reelle ændringer.